Det er svært at sætte ord på, hvad kammeratskab er. Det bliver nemt lidt for højtideligt, lidt for kliché, lidt forkert. Det kommer hurtigt til at lyde som noget Steven Spielberg allerede har filmet.

Ideen om kammerater i krig er så Hollywood, så brugt, så beskrevet, at det er umuligt at formulere nye sætninger. Bare ordet: soldaterkammerater. Jeg tænker både på Dirch Passer og på Band of Brothers.

Jeg overvejede at bruge udtrykket broderskab. Det gør Sebastian Junger, en amerikansk krigskorrespondent, som jeg har hugget meget fra i årenes løb. Men broderskab er lidt for Robin Hood på dansk, og krigskolleger dur da slet ikke, selvom det er fedt at sige.

Derfor er jeg alligevel endt med at skrive soldaterkammerater eller bare kamme­rater.

Klar!

Du var engang en del af et kompagni, en deling, en gruppe. Det var en helt særlig samling originaler fra hele Danmark, lad os nu bare være ærlige. I oplevede alle mulige ting sammen på øvelser, på vagt, på skydebanen, på Kuffen, på bilen, på buffen, i dagslys og i mørke og så endelig under missionsorienteret uddannelse, inden I landede derude et sted – sammen.

I havde det samme tøj på. I løste de samme opga­ver. I sov i de samme poser. I spiste af de samme poser. I sked i de samme poser. I oplevede de samme fede ting, og I oplevede det samme lort.  

I den gruppe var det helt vildt ligegyldigt, hvad du havde lavet i dit liv, før du blev soldat. Det var ligegyldigt, hvilken uddannelse du havde, eller hvilket job du havde haft. Det var ligegyldigt, om din far var rig eller på kontanthjælp, om din mor var direktør eller dagplejemor. Det betød ingenting, om du var vok­set op i en alt for lille lejlighed fuld af problemer i Brabrand eller et alt for stort hus fuld af kunst i Charlottenlund.

Alle de ting, der tit og ofte betyder noget herude i den civile verden, de betød ikke en skid lige der. Kun én ting betød noget: Gruppen. Hver eneste af jer var villig til at gå forrest, risikere liv og lemmer, til fordel for gruppens overlevelse.

Ja, se, nu står klichéerne nærmest i kø.

Eventyret, adrenalinen, lejrlivet, opgaverne. Der er mange ting, en soldat kan savne efter en udsen­delse. Men den følelse, der står tilbage, når alt andet er løbet ud af kroppen, er følelsen af kammeratskab.

Det bedste er, at du har oplevet det. Du kender den følelse. Det er en fantastisk oplevelse at få seks måneder i træk i et missionsområde. Men kammeratskabet er væk nu, og det findes kun i datid, for det kommer aldrig igen.

Soldaterkammerater er venner for livet. Det har jeg hørt mange gange. Det er en smuk tanke, men det er løgn. De fleste falder fra. Flytter langt væk eller hjem igen. Uddannelse, koner, mænd, børn, job. Der sker det, der skal ske: Livet fort­sætter.

Soldaterkammerater er ikke venner for livet, fordi der er noget galt med den sætning. Der er stor for­skel på venner og kammerater. At være venner handler om at kunne lide hinanden. At have fælles interesser. At kramme hinanden tit. Sådan noget.

Som soldat er det tæt på ligegyldigt, om du kan lide sergenten, dyseskytten, køreren eller sygehjælperen. Det vigtige er, om de er gode nok til deres funktion.

Det er selvfølgelig fedt nok, hvis du også kan lide dem, men du vil hellere have en dygtig maskinge­værsskytte, som er dum at høre på, end en dårlig maskingeværsskytte, der er god at snakke med. 

Pointen er, at du aldrig har været venner med dine kammerater. Det er noget, du nu skal finde ud af; om jeres kammeratskab kan byttes til et venskab. Det er slet ikke sikkert. Men jeg gætter på, at du allerede har et par gode kandidater, og nu handler det om at holde fast i dem.

Ring, skriv, besøg.

Dine soldaterkammerater er værdifulde. De ken­der dig, som ingen andre gør, og med min­dre, de bliver hængende i systemet, vil de gennemleve overgangen fra soldat til civil ligesom dig. De bli­ver geniale kilder til gode samtaler om netop dét, og derfor er det vigtigt, at du bliver ven­ner med dine kammerater og holder kontakten.

I vil vælte ud i det civile samfund, og de fleste af jer får gode uddannelser, gode job, familier, hunde. Alt det der. Det tager tid at falde til, det kan tage flere år, men pludselig kan du se, at det glider i den rigtige retning.

Dine gamle kammerater vil bo spredt over hele landet. Det vil være næsten ligegyldigt, hvilken landsdel du besøger, så kender du en, der bor der.

Om fem-seks-syv år kender du en tømrer, en lærer, tre erhvervsdykkere, en pædagog, fire fængselsbetjente, en journalist, to jurister, en sømand, en byrådspolitiker, en psykolog, en tatovør, en anlægsgartner, en kaospilot, en værtshusejer, en klejnsmed, en murer, to politibetjente, tre ambulancebehandlere og en historiker.

I vil infiltrere det danske samfund.

Man kan ikke nødvendigvis se det på jer, men I var soldater engang, og hvis I holder kontakten, bliver I en rimelig cool gruppe igen – herude.