Find din egen ambulance

Jeg har hørt den her historie 1000 gange: Da vi kom hjem, stod vi i geledder på kasernen, hele kompagniet. Vi blev spurgt, om vi havde det dårligt. Om vi havde brug for at snakke med nogen. Hvis vi havde det, kunne vi række hånden op. Det var der ingen, der havde lyst til, og så tog vi i byen og sugede os ned.

Jeg har hørt den historie 1000 gange, fordi det er rigtigt. Der var stort set ingen hjælp til de soldater, der blev sendt ud i 90’erne og før det.

Men jeg har aldrig hørt den her historie: Da vi kom hjem, stod vi i geledder på kasernen, hele kompagniet. Vi blev spurgt, om vi havde det dårligt. Om vi havde brug for at snakke med nogen. Hvis vi havde det, kunne vi række hånden op. Det var der ingen, der havde lyst til, og så tog vi i byen og sugede os ned. Dagen efter ringede jeg til min egen læge og fik en tid hos en psykolog.

Den historie har jeg aldrig hørt, fordi det var der nærmest ingen, der gjorde i Danmark på det tidspunkt, hverken indenfor eller udenfor hegnet. Og da slet ikke mænd.  

Er jeg for firkantet nu?

Du er nødt til at spørge efter hjælp for at få den. Det er det, jeg mener. Men når du så spørger efter hjælp, ja, så skal der sgu også være nogen, der kan handle på det og nemlig hjælpe, og det tog desværre lang tid, før der begyndte at ske noget på den front. Det har kostet meget for mange, og det gør det stadig, og vi bliver aldrig færdige. Der er stadig veteraner, som kæmper i årevis med at få anerkendt deres psykiske lidelser eller tilkendt den rette erstatning, og jeg tænker altid det samme, når jeg læser sådan noget:

Hvor svært kan det være?

Især i dag, hvor der er mange flere steder, du kan søge hjælp og vejledning. Jeg har forsøgt at lave en liste over alle de tilbud, der findes til soldater og veteraner.

Alle veterancaféer, veteranhjem, alle nyttige telefonnumre, hjemmesider, alle relevante grupper på Facebook, alle fonde, legater, klubber og virksomheder med særligt fokus på tidligere soldater, men også alle foreningerne, som har til formål at anerkende, hjælpe og støtte dig og mig og alle andre, der engang har været ude og krige den.

Da jeg arbejdede på den liste, slog det mig, at der burde laves en hotline, som du kan ringe til for at finde ud af, hvem du skal ringe til, for listen er overvældende lang.

Men så gik det op for mig: Det findes allerede i flertal. Veterancentret har en døgntelefon for eksempel. Det har Veteranstøtten også. Og Veteranportalen er en app, som gerne vil give dig et overblik over alle de mange tilbud og aktiviteter, der findes til veteraner. 

Og veterankoordinatorerne for pokker. Det ligger ligesom i ordet koordinator.

I stedet for en lang liste skrev jeg det, du lige har læst, for du behøver ikke at vide, hvad der findes i hele Danmark.

Det handler om at finde frem til den hjælp, der giver mening for dig, og hvis du bor i Hjørring, er det ligegyldigt, hvor mange kurser i mindfulness der findes i Ringsted.  

Hvis du får det skidt, tungt, svært, hvis du falder i et hul herude, så har du allerførst brug for hjælp til at spørge om hjælp på det rigtige tidspunkt. Den hjælp kan komme mange steder fra.

Fra en god ven, en kæreste, en mand, en datter, en kone, din egen læge, en bror eller søster, en nabo eller kollega. Det er ligegyldigt hvem, bare det er et menneske, du stoler på, og som kan trænge ind til dig, hvis du ikke selv kan.

Du skal finde din egen ambulance.

Men først skal du holde op med at lytte til mig. Jeg har aldrig fået hjælp af Veterancentret eller Veteranstøtten. Jeg har ikke haft brug for hjælp hos en af de veterankoordinatorer, som over halvdelen af Danmarks kommuner har ansat. Mine pårørende har aldrig kontaktet Familienetværket, og jeg har ikke modtaget støtte fra Soldaterlegatet.

Jeg har kun hørt historier fra andre tidligere soldater, der har haft brug for hjælp, og det er altid historier, som handler om mange ting på én gang. Om gode og dårlige sagsbehandlere, om medicin og mareridt, kommunale møder og misbrug. Om skilsmisser, dårlig samvittighed, svigt og psykologer. Om stress, paragraffer, forsinket erstatning og for lidt søvn. Sådan noget. Alt muligt.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være at gennemgå alt det, denne guide handler om, og samtidig kæmpe med en psykisk eller fysisk krigsskade.  

Så nu løber jeg tør for råd.

Men jeg kender en, der kan tage over. Det er en lang historie, som du får om lidt, og den handler om at spørge om hjælp. Mange gange.

Den handler også om svigt, psykologer, for lidt søvn, ambulancer og to kollegaer, der var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Den handler om mange ting på én gang, og det hele er noget, Henning Morthorst Lassesen har fortalt mig over telefonen, imens han var i sommerhus på Als.

Aarhus, 2018. Det er kun en ide, men de sidste par uger er det begyndt at ligne en plan. Badekarret på hotelværelset er et godt sted. Det sviner ikke. Det er aften, næsten nat, og han er fuld. Det forstærker alting. Han har svigtet dem alle sammen. Sådan har han det, og derfor er det sådan. På vej tilbage til hotellet går han ind på McDonald’s på Storetorv, ind i lyset, ind i duften af friture. Han skal vælge en menu. Det er det sidste, han husker.

Det første, jeg spørger om, er, om han stadig har det sorte fuldskæg. Det er sådan, jeg husker ham. Stående op ad en sandfarvet GD i Camp Price i ørkenuniform med et hvidt smil midt i et tæt og kulsort fuldskæg. Det var en joke i Afghanistan, at Henning lignede en lokal.

»Det er blevet lidt gråt i spidserne, ellers er det stort set det samme, men tindingerne er begyndt at trække sig,« siger han.

Han går, imens vi taler. Jeg kan høre gruset knase; de raske skridt igennem landskabet. Vi taler om børnene, tvillingerne, og at han snart skal på barsel, fordi den tredje lige er ankommet.

Henning Morthorst Lassesen er 38 år og uddannet paramediciner. Han har kørt ambulance i mere end 10 år. I dag underviser han og står for at efteruddanne og vej­lede de mennesker, som rykker ud, når der er brug for en ambulance eller en sygetransport i Region Syddanmark.  

Irak, 2006. Henning får en god nyhed. Hans mor har fundet en lejlighed til ham. Den er klar, når han kommer hjem. Han har adresse på kasernen, men bor også lidt hos sin mor, sådan som man »bumser rundt«, når man er 2o år og infanterist. Cirka samtidig fortæller Hennings kæreste, at hun har været ham utro to gange. Henning kan ikke gøre en skid ved det, men han siger det højt til sine kolleger, at der foregår lidt mange ting derhjemme lige nu.  

Henning har først leave til jul, men der bliver byttet rundt på nogle folk, og på den måde får han lov til at komme hjem lidt tidligere for at få styr på baglandet. Henning rejser til Danmark, og dagen efter – han er kun lige akkurat kommet hjem – falder de andre i et baghold ved broen i Al Hartha. To er såret. En er dræbt.  

»Det er min deling, som bliver fanget i krydsilden, og jeg skulle bare have været der. Jeg ved godt, det ikke havde gjort en forskel, men det var den følelse, jeg havde. At jeg havde svigtet. Men jeg fik talt med psykologerne om det, og jeg synes egentlig, jeg blev behandlet ret godt dengang.«  

Der er mange ting en tidligere kampsoldat er god til i Falck. At tage en uniform på, det kender han. At der pludselig kan opstå situationer, som vender op og ned på alting, det kender han også. At ankomme til et trafikuheld er det samme som at organisere en stilling eller få en såret i kamp.

Det er en lærer på skolen i Esbjerg, som prikker til Henning, da han skal til en kemi-eksamen cirka et år inde i sin elevtid. Hun synes, Henning ser meget træt ud. Hun spørger, hvornår han har sovet sidst. Men Henning har det fint, siger han. Han har sovet lidt for lidt på det sidste, men han kan da sagtens gå til eksamen.

»Hun holder sådan lidt fast i mig i døren og siger: Du får lov til at gå til eksamen, men så vil jeg høre dig ringe til din egen læge bagefter.«

Det må han så gøre, og det gør han. Henning rin­ger, får en tid hos lægen, der sender ham videre til en psykolog, som han besøger nogle gange. De taler om mange ting, men det, der fylder mest på det her tidspunkt, er selve skiftet. Selve overgangen fra soldat til civil.

»At gå fra at være noget i Forsvaret, at være nogen i delingen, og så bare til at være elev, det var eddermame vildt. Men jeg fik snakket om det, og jeg fik hjælp af min leder, og jeg kom godt igennem det.«

Helmand, 2008. Han skal over en lille bro og ud i det åbne imellem de afghanske huse, hvor alt er belagt med gråblåt måneskin, og lige dér lukker de op, Taliban. De angriber i mørke. Alle ryger op af posen, og Henning smider sig bag en stensætning. Han ligger helt alene, og radioen er død. Hverken PR-radioen eller 361’eren virker. Der er ligesom ikke hul igennem. Hvad fanden skal han gøre? Han vil gerne fortælle de andre, at han ligger fanget midt i det hele. Hennings første magasin er altid ladt op med lysspor, og det tømmer han op i luften i en vifte. Det bliver løsningen, og det for­tryder han hurtigt. Bag ham, et par hundrede meter væk, holder PMV’erne, og de er blevet lige så overraskede som alle andre. En vognkommandør ser Hennings lysspor og tænker: Fjenden er i vores stilling.

»Så tager han TMG’et og pølser det ned lige der, hvor jeg ligger. Det knækker ligesom min lyst til at rejse mig op, men det bliver heldigvis stoppet hurtigt. Nu kommer Balling løbende. Han kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er kommet tilbage. Vi skal videre, kom! Men så kigger han på mig, og det har vi også talt om bagefter, at vi får øjenkontakt, og så kan han godt se det på mig, at jeg ikke kan løbe nogen steder, og så siger han: Narh, jeg tror bare, vi bliver liggende.«

»Dagen efter bliver vi angrebet igen, og der ligger jeg ude på flanken med dysekanonen og kommer af med nogle aggressioner. Det, tror jeg sgu, var meget sundt. Men dér har jeg gået min sidste patrulje i Green Zone. Jeg kører den ene eskorte efter den anden ind til CIMIC-house i Gereshk by. Jeg går patruljer med dem fra manøvre-støtte. Men Green Zone… det kan min krop bare ikke.«  

Henning bliver uddannet ambulancebehandler i 2011, og så går det hurtigt. Han arbejder et par måneder i Grækenland, hvor der er tryk på kystredningen, fordi det vælter ind med bådflygtninge. Han læser HF, imens han kører ambulance på fuld tid og i øvrigt også har et deltidsjob i Legoland, hvor folk jo også af og til kommer til skade og har brug for hjælp, og i 2017 bliver han far til tvillinger.

Henning kører med 200 kilometer i timen, og det går fantastisk, lige indtil det ikke gør, og han bliver sygemeldt.

»Kiloene rasler af mig, selvom jeg ikke laver andet end at spise dårlig mad, fordi alting er på farten, og mit alkoholforbrug er alt for højt, lige indtil ungerne kommer, så stopper det heldigvis naturligt, fordi jeg ikke længere render i byen. Men så rammer jeg et punkt, hvor jeg føler, at jeg svigter min familie, fordi jeg nærmest ikke er til stede, og så kommer det her 10-årsjubilæum på kasernen i Holstebro, hvor jeg møder alle de gamle fra Afghanistan, og der kommer en masse op i mig igen, og, ja, så til sidst går jeg med en følelse af, at jeg har svigtet alt og alle. At det er sådan, jeg er. Og så er det nok bedre, at jeg ikke er her.«

Aarhus, 2018. Han har svigtet dem alle sammen. Sådan har han det, og derfor er det sådan. Han går ind på McDonald’s på Storetorv, ind i lyset, ind i duften af friture. Han skal vælge en menu. Det er det sidste, han husker.

De finder ham på en trappesten. Bukserne står åbne, og han vil gerne ud af sin skjorte. Han kan ligesom ikke være i sit eget tøj. Han fortæller, hvad han har planlagt. At han vil gøre det hele forbi.

Henning har ringet til en kollega, og hun har taget en anden kollega med. De har alle tre været til Danish Emergency Medicine Conference tidligere på dagen. De bor på samme hotel, 500 meter væk. De to kolleger får Henning på skadestuen i Skejby, der sender ham til Risskov, og dagen efter bliver han indlagt i Vejle.

»Jeg ligger bare i en seng i tre dage og kigger ud i luften. Men jeg er aldrig blevet behandlet så godt, som jeg bliver dernede. Da jeg bliver udskrevet, tager jeg kontakt til den psykolog, som jeg har været tilknyttet før. Hun får fat i Veterancentret, som lukker min henvisning op igen, og så starter jeg et nyt forløb med hende fjorten dage efter.«   

Med alt det, du ved nu, er der så noget, du ville gøre anderledes?

»Jeg ville ønske, at jeg havde trykket på stopknap­pen tidligere. Det ville have sparet mine nærmeste for mange knuder i maven. På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg røg ned i det hul, for så blev det åbenlyst, at der skulle gøres noget.«

Man kan ikke se, hvad der er, før man vælter?

»Nej, for det kommer aldrig som en trold op af en æske. Det kommer gradvist. Ligesom hvis man får ondt i sit knæ, så går man bare lidt anderledes. Man tilpasser sig. Sådan er psyken også over tid.«

Der er et eller andet helt sygt i, at du arbejder i en ambulance, og så kan du ikke engang redde dig selv...

»Jeg har en kollega, som også er tidligere soldat. Steffen hedder han. Vi tager nogle gange ud i et shelter langs Vejle Fjord. Vi tænder et bål, bunder et par flasker portvin og råber af månen. Og dét har vi også siddet og grint af. At vi kan redde hele verden, men vi kan satme ikke redde os selv.«

»Vi havde engang en vagt sammen, hvor vi kommer op til en, som bare ligger i sit eget pis og lort for at sige det pænt. Der er en kontaktperson fra kommunen oppe ved ham. Han skal indlægges, for han kan ikke tage vare på sig selv, og han har ikke sagt et ord til kontaktpersonen. Det siger hun, da vi kommer ind. Jeg ser, at der står et missionsskjold på natbordet og siger: Hvilket hold var du på?«

»Så åbner han sgu øjnene.«

»Jeg hedder Henning, siger jeg, PNINF’er, 4/1 JDR. Steffen derovre, ja, han er godt nok MP’er, men han var afsted på Hold 7. Og pludselig kan vi snakke sammen.«

»Han vil gerne have hjælp, men han har ikke lyst til at komme ud af lejligheden. Han kan godt se, hvordan han ser ud, og det er skamfuldt for ham. Så vi bærer ham ud i bruseren og vasker ham. Giver ham rent tøj på. Han vil gerne gå selv. Men det kan han ikke. Han er alt for afkræftet. Men han vil, og så må vi jo på hver side af ham, ned ad en vindeltrappe, ned fra anden sal.«

»Da vi er halvvejs nede, kan han ikke stå op mere, og så siger jeg til ham: Nu kalder jeg efter nogle kolleger, og så tager vi den derfra. De to kolleger, der så kommer, er tilfældigvis to Balkan-drenge. Da de kommer op ad trappen, siger jeg til dem: Nu skal I høre, han er veteran fra det og det hold, sådan og sådan, og uden at de to snakker sammen, stikker de begge hånden frem og siger KFOR hold det og det, og nu skal vi nok få dig på sygehuset. Det gjorde vi så, os fire.«

»Vi har siden talt om, at det har været ét af de største øjeblikke for os. At vi kunne honorere en gammel aftale, en gammel soldater-ed, herude i det her civile slinger.«