Foredrag

Soldat. Journalist. Gartner.

Da jeg rejste til Afghanistan som 24-årig, var jeg overbevist om, at det sværeste i livet ventede dernede. Jeg tog fejl.

Soldat. Journalist. Gartner. er historien om at komme hjem fra krig med selvtilliden i behold og langsomt opdage, at den største kamp først begyndte bagefter.

Det er fortællingen om tre vidt forskellige liv og om at miste den identitet, man troede skulle vare for evigt.

Jeg fortæller om årene som kampsoldat, om korpsånd, ansvar og et fællesskab, der er svært at finde uden for Forsvaret. Jeg fortæller om drømmejobbet som journalist på Radio24syv, hvor alting så rigtigt ud udefra, men langsomt faldt fra hinanden indefra. Og jeg fortæller om depression, arbejdsløshed og følelsen af at skulle starte helt forfra.

Foredraget handler om krig, men endnu mere om livet efter krigen. Om identitet, fællesskab, psykisk sygdom, pårørende og om at finde en ny retning, når den gamle er væk.

Det er et foredrag for veteraner, pårørende, arbejdspladser og alle, der interesserer sig for, hvad der sker med mennesker, når livet tager en drejning, de aldrig havde planlagt.

Jimmy Solgaard

De praktiske spørgsmål