Jeg fanger en cykeltyv i Aarhus

Jeg fanger en cykeltyv i Aarhus i 2016.

Jeg er på kontanthjælp.

Patient i psykiatrien.

Jeg bor i en lejlighed på 20 kvadratmeter.

Jeg kan stå i min stue, mit køkken og mit soveværelse på samme tid.

Klokken er to om natten.

Jeg vågner ved en lyd, jeg med det samme ved, hvad er: Et menneske, der sparker til en cykel uden for mit vindue.

Jeg flytter gardinet forsigtigt med en pegefinger. En cykel med grøn bagskærm kører væk. Det er min cykel!

Det næste sker utrolig hurtigt.

Jeg går fra at ligge i min seng til at stå ude på gaden på måske ti sekunder. Det er en af kampsoldatens kernefærdigheder. Og selvom jeg ikke har brugt den i seks år, virker den endnu.

Det er vinter, og det hjælper mig, for jeg har gået og frosset lidt den aften, jeg har beholdt et par lange underbukser og uldsokker på.

På vej ud flår jeg min gamle, grønne fiberpels ned fra en krog. Den fik jeg udleveret som værnepligtig i 2003. Den er hullet og slidt, og jeg når ikke at lyne den.

Ude på gaden kan jeg se cykeltyven.

Han er kommet 150 meter ned ad fortovet.

Min cykel er en gammel damecykel med sære gear. Man skal kende den godt for at få den i første. Det gør cykeltyven ikke. Han kører i et alt for højt gear. Det går langsomt for ham.

Og så løber jeg.

Jeg er i elendig form.

Det er over to år siden, jeg har løbet en tur.

Og så er jeg halvfuld.

Det kan godt være, jeg er på kontanthjælp, men i Aarhus er der altid nogen, der har en kold, gratis Ceres Top.

Dem har jeg fået en håndfuld af.

Det burde være et problem for mig, at jeg er i dårlig form og bagstiv, men det er det ikke. Jeg trækker på en gammel erfaring.

Jeg var værnepligtig i 4/3 JDR. Et kompagni fuld af legender. Det vidste jeg ikke dengang. Jeg var helt ny og grøn.

I kompagniet havde vi en tradition:

Hver fredag, når vi ikke var på øvelse, løb vi fem kilometer. Bare ud i terrænet og hjem til Oksbøllejren.

Vi værnepligtige havde vores egen tradition.

Hver torsdag tog vi i byen.

Så hver fredag morgen stod vi og gyngede i knæene efter en hel nat på Blue Bell i Varde med shots og dårlig strip.

Og så løb vi fem kilometer.

Det er derfor overhovedet ikke noget problem for mig at jagte den cykeltyv. Jeg løber på ren vilje. Det betyder ingenting, at det skvulper i maven.

Jeg får også et godt skud adrenalin i kroppen. Det har jeg prøvet før.

Men når der skete noget i Afghanistan, larmede det. Der skete tusind ting på et øjeblik. Her er kun mig og cykeltyven. Der er mørkt og stille.

Det giver mig et overskud.

Det er en slags hemmelig energi.

Jeg kan tænke, mens jeg løber.

Det er godt, jeg løber i uldsokker, tænker jeg for eksempel. Jeg kan ikke høre mine fødder mod fliserne. Og hvis jeg ikke kan høre dem, kan cykeltyven heller ikke.

Jeg beslutter, at jeg ikke siger noget, før jeg er helt oppe ved ham. Jeg planlægger et hverdagsbaghold på ham, mens jeg løber.

Det irriterer mig, at han har dynejakke på.

Jeg kan ikke se, hvor stor han er.

Jeg skal måske slås med ham om lidt.

Efter omkring 300 meter er jeg lige bag ham.

Han har stadig ikke opdaget mig.

Jeg løber op på siden af ham.

Jeg har ikke tænkt over, hvad jeg skal sige, så det bliver en lyd fra hoften.

Jeg siger: Hey!

Han kigger på mig.

Ryggen krummer bagover.

Brystet ryger frem.

Og så skriger han.

Han skriger så højt, at det giver ekko ned ad gaden. Og så bremser han.

Vi ender med at stå med cyklen imellem os.

Og nu kan jeg se hans ansigt.

Han er måske 23 år gammel.

Lyst, halvlangt hår.

Klippet som Kurt Cobain.

Jeg sætter hånden på sadlen.

Det er min cykel, siger jeg.

Han siger ingenting.

Står der bare.

Jeg er egentlig en rar fyr.

Stille og rolig.

Nem at tale med.

Sådan har jeg det med mig selv.

Men det er ikke den version, han ser.

Han ser en kortklippet, fremmed mand med bar mave. Lange underbukser. Uldsokker. En hullet grøn bamset trøje, som ikke er lynet.

Han ser en tidligere overkonstabel af første grad, der lige er blevet vækket klokken to om natten af en pludselig lyd.

Den her cykel har du taget dernede, siger jeg.

Det er min cykel. Nu tager jeg den, og så må du gå hjem.

Det sidste siger jeg, som om jeg er hans far:

Så må du gå hjem.

Han slipper cyklen. Han viser mig begge håndflader og bakker langsomt væk, som om jeg er en problemulv.

Da han er 10-15 meter væk, vender han sig om og løber.

Jeg trækker cyklen hjem. Låsen er sparket i stykker. Jeg stiller den i opgangen ved siden af min dør.

Så står jeg i min lejlighed igen.

Fiberpelsen klør på min ryg.

Mine hænder ryster lidt.

Jeg har været på kontanthjælp i næsten et halvt år og har længe følt mig som en fiasko. Men lige nu føler jeg mig som en kæmpe vinder.

Jeg smider fiberpelsen på gulvet og sætter mig på sengen. Og så føler jeg mig alene.

Alle de andre gange i mit voksne liv, hvor pulsen er røget op, og hvor der bare skulle handles, har jeg haft kammerater omkring mig bagefter.

Hver eneste gang.

Nogen, der har oplevet det samme.

Nogen, jeg kunne grine adrenalinen ud sammen med.

Nu sidder jeg alene i en lejlighed i Aarhus.

Der er ingen at fortælle det til. Der er heller ingen vidner til det, der lige er sket.

Kun mig.

Og cykeltyven.

Jeg lægger mig ned i sengen.

Jeg har været civil i seks år.

For første gang tænker jeg, at det er mig, der er den mærkelige.

Jeg er omringet af civile.

Jeg bor hos dem nu.