Soldateridentitet
Jeg arbejder som anlægsgartner i dag. Men jeg føler mig ikke som gartner.
Det slog mig den anden dag, imens jeg stod med en spade i et bed og flyttede lavendler:
Jeg føler mig ikke som noget bestemt længere.
Jeg øver mig i ikke at være nogen, og det lyder måske underligt, men hæng på, for det handler om soldateridentitet.
Ordet modsiger sig selv. Sprogligt i hvert fald.
En soldat er først og fremmest en del af en gruppe. Fra værnepligten bliver dit jeg pillet af dig. Du går i takt. Du tænker vi. Du får en uniform.
Soldat betyder gruppe.
Identitet er lidt mere bøvlet. Det betyder det, der adskiller dig fra andre. Det er i hvert fald meget personligt.
Groft sagt.
Det sproglige regnskab ser sådan ud:
Soldateridentitet = gruppejeg.
Når du forlader Forsvaret, mister du gruppen. Og hvis du har lagt hele dit jeg ind i den gruppe, står du tilbage som ingenting.
Mange veteraner oplever det sådan. Det gjorde jeg også.
Jeg fandt et nyt jeg i journalistikken. Det blev min nye identitet: krøllet skjorte, læsebriller, skuldertaske, hurtige sko.
Mine år på Radio24syv var én lang overgang. Jeg var dårlig til at opfinde mig selv.
Psykiatri, kommune, arbejdsløshed. Det er en lang historie, men så blev jeg gartner.
Fik fingrene i jorden. Landede.
Det handler slet ikke om at finde en identitet. Det var bare det eneste værktøj, jeg kendte: at hamre hovedet ind i en titel.
Nu øver jeg mig i ikke at være nogen ude i haven.
Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, hev jeg Oscar Wilde ned fra hylden. Han skriver i De Profundis:
“If you want to be a grocer, or a general, or a politician, or a judge, you will invariably become it; that is your punishment. If you never know what you want to be, if you live what some might call the dynamic life but what I will call the artistic life, if each day you are unsure of who you are and what you know you will never become anything, and that is your reward.”
Jeg var soldat i syv år. Det tog mig omtrent syv år at holde op med at være det.
Jeg har aldrig mistet soldaten, selvfølgelig, men der ligger en frihed i det citat.
I dag er jeg soldat, journalist, gartner, veteran, kæreste, storebror, hundeejer, stedfar, læser, overtænker, foredragsholder.
Alt muligt.
Et sted imellem alle de titler findes jeg.
Men jeg leder ikke længere, og det er dét, der er befrielsen.
Tak, fordi du læser med, og hvis du kan lide, hvad jeg skriver, så må du meget gerne sige det til et andet jeg.
Nu må jeg ud i haven.
Jimmy
Få flere tekster om veteraner og pårørende i din indbakke her:
