Efterord
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg siger farvel. Hvordan jeg slipper soldaten. Jeg er lige fyldt 40 og sidder nu med høje tindinger og bare tæer i sutsko ved mit skrivebord en mandag aften. Mit venstre øre er halvdødt, mit højre knæ er ligesom løst i ophænget.
Det svupper, når jeg går.
Jeg er ret langt fra det, som engang var min kampform, og alligevel synes jeg, holder jeg stædigt fast i faktisk, at der er en snert af soldat tilbage i mig, og det må jo være løgn.
Men én gang kriger, altid kriger. Er det ikke det, vi siger til hinanden, når vi mødes?
Dyseskytte, GV1, finskytte. Der ligger så sindssygt mange gode oplevelser i de titler. Så mange timer i terrænet, i danske skove, i sandet i Afghanistan, i Tyskland, Italien og Urkok Bjerge. Sammen med nogle af de bedste mennesker, der findes i verden:
Andre soldater.
Jeg forlod Hæren i 2010 og blev kort efter ansat som journalist på Radio24syv. Her blev jeg sendt på reportage til Helmandprovinsen, fire år efter jeg var der som kampsoldat, og jeg følte mig underligt hjemme i den ørken.
Jeg optog nyhedsindslag og klippede citater til lytterne i Danmark, imens jeg gik rundt som en turist i Camp Price og elskede at være tilbage i krig som en lille freak.
Jeg holdt en tale på Christiansborg Slotsplads, fordi politikernes begrundelse for at lukke Irak- og Afghanistankommissionen gjorde mig vred, og det fik mig på forsiden af Dagbladet Information med overskriften: »De, der sendte os i krig, sender ansvaret videre til mig og mine kammerater.«
Jimmy Solgaard
Jeg var i Deadline, P1 og Tv2 News, hvor jeg sad kronraget med fuldskæg og talte om at bombe folk ud af stenalderen.
Jeg mente en masse i de år.
Jeg boede en lille måned i en halvfærdig hytte i Peru med veteranen Henrik Martin Andersen, som var rejst fra sin familie på Mors og havde sagt farvel til kommunen og den vestlige behandling for at koge psykedeliske planter i Amazonjunglen.
Henrik var sikker på, at det ville gøre ham rask, og jeg ville så gerne vide, om det virkede, imens jeg bankede myg af mikrofonen.
Jeg holdt foredrag på skoler og biblioteker og til langt ud på natten på tilfældige værtshuse, og jeg lavede timevis af radio, hvor jeg slog mennesker ihjel i datid:
Finskytterne, Klar til Kamp, Det støver stadig, Operation Dinesen, Ørkensandheden, Soldaten i junglen.
Jeg var hovedperson i dokumentaren Jimmys krig, der blev sendt på DR1, og som handlede om alle de ting, jeg glemte at spørge om, imens jeg var soldat i Afghanistan, fordi jeg havde travlt med at gå patruljer, overleve, stå på vagt og blive solbrun.
Dengang var jeg sikker på, at der lå mange samfundsvigtige pointer i den journalistik, jeg sendte ud, og det synes jeg sådanset stadig, men det spørgsmål, der løber gennem alle de historier, sad i min egen navle:
Hvem er jeg, når jeg ikke længere er soldat?
Det er det spørgsmål, Civilian Survival Guide forsøger at besvare.
Jeg stoppede i Hæren for 13 år siden. Det betyder, at jeg har talt om og tænkt på min soldatertid meget længere, end jeg faktisk var soldat. Det er jeg ret meget klar over.
Min tid i uniform var nogle af de bedste år i mit liv, men Civilian Survival Guide har været min måde endelig og for alvor at lande her, udenfor hegnet.
Denne bog er den guide, jeg selv gerne ville have haft i hænderne, da jeg forlod Forsvaret. Det er de bedste pointer, tanker og citater fra hundredvis af samtaler med tidligere soldater og pårørende, og jeg skylder jer en stor tak.
Jeg kunne ikke have skrevet én sætning uden jer, og jeg er meget glad for, at I har orket at tale med mig om de her ting i så lang tid.
Civilian Survival Guide er udgivet uden økonomisk støtte, uden redaktør og forlag. Det er bare mig, der sidder her ved mit skrivebord en mandag aften og skriver det, jeg selv synes, er rigtigt, og nu læser du det.
Det er sikkert både godt og skidt.
Jimmy Solgaard
Ringsted, 2023
»Bag os, uigenkaldeligt bag os, ligger Eventyrskoven – den virkelige Verden, det virkelige Liv.«
Thomas Dinesen, No man’s land
