Med en mikrofon i Helmand

For 25 år siden fløj to fly ind i World Trade Centers to tårne og kickstartede to årtiers krig.

Jeg var 18 år.

Jeg havde lige smidt mig på sofaen efter en tirsdag på Tørring Gymnasium, og jeg troede, jeg skulle se Dawson's Creek. Men der var kun ild og røg og høje huse i forfald på skærmen.

Syv år senere stod jeg i Afghanistan som soldat på grund af den tirsdag. Det var et halvt års firmaudflugt på jagt efter taliban og al-Qaeda. Det gik så godt, at jeg kom hjem i live.

Fire år efter tog jeg tilbage til Helmandprovinsen.

Men denne gang med en mikrofon i stedet for en riffel.

Jeg var journalist på Radio24syv og fulgte de danske soldater på ISAF Hold 14.

4. deling røg i et baghold et par kilometer fra lejren Price. Det var deres første patrulje. Deres første ildkamp.

Der blev sendt ekstra soldater ud til dem. Flere folk. Flere våben. Og jeg kom med i en af de pansrede biler på vej ud af lejren. Jeg var iført friluftsbukser og grå skjorte, men også hjelm og fragmentationsvest. Det så håbløst ud.

Da vi nåede frem, var ildkampen overstået.

Soldaterne stod ved deres biler. Nogle sad og spiste. Andre bankede metalpæle i sandjorden, så de kunne spænde presenninger ud og få lidt skygge. Det var midt i oktober, så temperaturen havde sneget sig ned på 35 grader. Solen sad helt alene på en fuldstændig klar, blå himmel.

Tre danske soldater var blevet såret. Den ene var blevet ramt af skud og kort efter fløjet med helikopter til Camp Bastion. Det var ikke alvorligt, fik vi at vide. De to andre havde mindre skader og skulle ikke på felthospitalet.

Jeg gik rundt mellem de pansrede køretøjer med min mikrofon. Soldaterne havde lige været i kamp for første gang. Jeg talte med en maskingeværskytte. Steffen hed han.

Han fortalte, at de havde gået rundt i området, og det havde været stille og roligt, men så pludselig forsvandt de civile ind i husene. Og så blev danskerne beskudt.

Steffen havde tænkt meget over, hvordan han ville reagere under sin første ildkamp. Men det hele lå på rygraden. Alt det, de havde trænet.

Han sad i bunden af en pansret mandskabsvogn mellem militærkort, lunkne vandflasker og ammunitionskasser.

"Lige når man ligger i lortet, er det ikke det fedeste, ingen dækning eller noget som helst, men det er da fedt endelig at prøve det," sagde han.

Jeg satte mig i et sæde i mandskabsvognen og lød først som en kampsoldat:

"Pissede kuglerne rundt til højre og venstre, eller var det tæt på?"

"Det var meget, meget tæt på," sagde Steffen.

"Og du sidder og smiler," sagde jeg og fandt en måde at lyde lidt mere som en journalist:

"Det tror jeg, mange hjemme i Danmark har svært ved at forstå."

Vi kørte tilbage til lejren. Her kunne soldaterne komme ud af køretøjerne og gå rundt mellem hinanden igen. En af de sårede havde fået en forbinding om hovedet.

Han var blevet strejfet lige under hjelmens kant. Nu stod han mellem sine kammerater med et stort smil.

De slog ring om ham.

De grinede.

De genfortalte ildkampen.

Hvem der så hvad og hvornår.

Jeg stod lidt væk med mikrofonen.

Jeg kunne bare have gået derover.

Det var derfor, jeg var der.

Men jeg gjorde det ikke.

Hvis jeg tændte mikrofonen, ville jeg få lyden af danske soldater, der fejrede deres første ildkamp. For sådan ville det lyde, og det var jeg ikke journalist nok til at forklare, så alle kunne forstå det.

Jeg havde selv stået i sådan en flok fire år tidligere.

Jeg kendte adrenalinen, lettelsen, den fede følelse af at være i ét klart øjeblik. Jeg kendte behovet for at stå tæt på sine kammerater bagefter.

Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det i radioen.

Jeg huskede, hvordan debatten efter Armadillo-filmen lød.

At de danske soldater var kyniske, når de jublede og hujede. At de manglede empati.

Sådan noget.

Jeg gik ikke derover.

Jeg blev stående med mikrofonen slukket og så på dem.

Det var deres øjeblik.

Jeg var kommet tilbage til Afghanistan som journalist.

Men lige dér var jeg stadig mere soldat end journalist.

I denne uge er det 25 år siden, angrebene på USA begyndte en kæde af begivenheder, der blandt meget andet førte danske soldater til Helmandprovinsen.

Vi har lært meget af den krig.

For eksempel at danske soldater sagtens kan løbe lige ud i verdens brændpunkter med rank ryg og hvide knoer. At de kan falde i et baghold og rejse sig op med alt, hvad de har lært.

At de efter en ildkamp kan stå med et smil.