At miste en landsby

En veteran er et menneske, der engang boede i den vildeste landsby, hvor alle kendte alle, hvor alle gik i det samme tøj, og hvor alle var afhængige af hinanden, konstabel som kaptajn, tolk som mekaniker, en landsby hvor ingen kunne noget alene, og hvor det blev helt normalt at stole på mennesker, man kun kendte ved efternavn, men så en dag står man pludselig hjemme i sit eget køkken med en kold øl og en ren skjorte, og så er man veteran, før man egentlig er klar til det, og man begynder forfra et sted, hvor man skal bevise sit værd én gang til, for sådan er det, men dét havde man ikke lige regnet med, og imens glider landsbyen ud mellem fingrene, én får børn, én flytter, én læser videre, én bliver skilt, én svarer ikke længere på beskeder, og uden rigtigt at opdage det mister man ikke bare en flok mennesker, men et helt samfund, og man forsøger at leve sit liv, som om tiden går, for det gør den, men i lang tid vender tankerne tilbage til krigen og til de mennesker, man delte krigen med, de gode oplevelser og de dårlige, for man var ung dengang, og man troede, man kunne redde en lille del af verden, og det var alle enige om, høj som lav og især politikerne, men med årene bliver kanterne hugget af historien, af fællesskabet, af planen, af landsbyen, af politikernes navne, indtil der kun står et par slidte, sandfarvede støvler nede i kælderen som det eneste fysiske bevis på noget, der skete engang i en ørken, hvor alt var på spil, og nu er krigen bare en håndfuld minder, der kan ramme én midt på en fisketur en tidlig morgen ved Knudshoved Fyr, hvor man kaster et blink og tænker, at det, man savner, er landsbyen, og man husker den sætning, man som 24-årig skrev med sort tusch på sin hjelm i et Hercules-fly over Helmand: I am, what I’m looking for.