Den næste krig

Flagdagstale: Vi har været hjemme længe, men vores krige blev gamle, før vi selv blev det.

Og i dag er det flagdagen for Danmarks udsendte, altså for os veteraner, som er så forskellige, men dét har vi da til fælles:

Vi var engang ude. Nu er vi hjemme.

Vi har taget ladegreb med alle mulige mærkelige, vilde, fantastiske steder: Kroatien, Kuwait, Kosovo, Afghanistan, Bosnien, Irak, Libanon, Adenbugten, Sudan, Libyen, Eritrea, Mali og vi kunne blive ved, men pointen er, at da vi var soldater, var det for sjov, når nogen sagde:

Russerne kommer.

Nye krige har overhalet vores, og sådan har det altid været. Den evige jagt på fred i verden er altid blevet skygget af de kampe, der skal kæmpes nu, og selvom vi ikke er færdige med at tale og tænke og mindes dem og dét, som vi mistede i vores egne krige, så har vi øjne og øre, og de virker endnu:

Ukraine hænger i, imens Gaza styrter i grus. Børn vokser op i krig i Myanmar, Congo, Mali, Sudan.

Donald Trump og Vladimir Putin konkurrerer om, hvem der kan forvirre flest på kortest tid.

Sverige har fyldt fryseren og meldt sig ind i Nato.

Tyskland har besluttet at bruge 500 milliarder euro på deres forsvar, og kansler Friedrich Merz sagde:

What ever it takes.

Han sagde det på engelsk.

Som om den sætning alligevel ville være lidt i overkanten at sige på tysk:

Um jeden preis.

Men alternativet er værre, siger vi, og tænker på de tusind droner, som hver eneste dag suser frem og tilbage i luften over det ødelagte ingenmandsland, som engang var Ukraine.

Det er stik modsat alt det, vi troede på, kæmpede for, alt det vi ville med verden, men sådan er det gået, og vi har godt nok været hjemme længe, men vi har stadig øjne og øre, og nu kommer russerne.

Måske.

Vores erfaringer kunne være vigtige for den næste krig, fordi vi ved, hvordan det føles at rasle rundt i et pansret køretøj, der lugter af diesel og våde støvler, og vi har hørt lyden af en radio, der siger:

Føling, føling, vent, slut.

Vi ved, at der er mange ting, som er værd at kæmpe for, men når man kæmper, bliver man beskidt på en måde, som kan være svær at vaske væk.

Vi ved, at der findes to slags patruljer. Dem, der begynder med en peptalk, og så dem, der slutter med en peptalk.

Vi ved, at dét, du ikke debriefer i dag, kan blive dit mareridt i morgen.

Vi ved, at krige altid er værst for dem, der bliver derhjemme.

Vi ved, at krig er kister i lange baner med unge mænd og kvinder, der kæmpede, gjorde noget, og som vi aldrig kan glemme.

Alle ved, at krig er frygteligt, men vi ved, at selv de krige, der slutter med et nederlag, er fyldt med mening, imens de står på, og det er dét, alle skal forstå for at leve i fred, og hvis den nuance er for svær, er det bare ærgerligt, for vi er løbet tør for tid, og nu kommer russerne.

Måske.

Vi er tusind erfaringer rigere, vores rygsæk er stadig pakket til enhver virkelighed, og det kunne være brugbart i den næste krig, fordi vi ved, hvad vi snakker om, og vi har været hjemme længe nu i det her liv, i det her land, Danmark.

Et af de mest fredelige lande i verden.

Et land, hvor de fleste har næsten alt, men alligevel ikke rigtig er lykkelige.

Et land, hvor vi er gode til at hylde vores helte. Men først når vi ikke har dem længere.

Et land, hvor journalister hver dag finder på dramaer, simpelthen fifler med sandheden i jagten på kliks, fordi det i bund og grund er så kedeligt i Danmark, at ingen gider læse om det, medmindre overskriften lover noget mere.

Og sådan skulle det gerne blive ved med at være, men Danmark er også et land, hvor ingen ved, hvad statsministeren mener, når hun ønsker sig åndelig oprustning.

Men det ved vi da godt, os veteraner.

Åndelig oprustning er evnen til at bære hinandens historier.

Åndelig oprustning er at grine med munden fuld af ar.

Åndelig oprustning er troen på, at det altid bliver fredag.

Åndelig oprustning er et løfte om hjælp, der også kan løftes efter krigen.

Åndelig oprustning er en statsministers ønske.

Åndelig oprustning er at vide, at man ikke altid får, hvad man ønsker sig.

Det har aldrig handlet om at dø for fædrelandet, det handler om at leve for det, kæmpe for det, feste for det, skrive for det, danse, synge, holde vejret for det.

Vi har været hjemme længe, men vores krige blev gamle, før vi selv blev det, og vi er begyndt at frygte noget, der er mere kompliceret end døden: At vi en dag vågner og helt har glemt, hvor heldige vi er.

Den dag har vi for alvor tabt alle vores krige.

Vores ondeste fantasi er jo, at russerne rent faktisk kommer. For hvis dét sker, kan vi vise jer alle sammen, hvad vi lærte dengang, derude.

Det har I jo aldrig set.

Vi kan lære jer alle de bedste tricks fra vores krige. Vi vil sætte os i dækning og dele en feltration, og vi vil have en fælles fjende, og vi vil vide, hvem vi er igen, og det vil føles farligt og godt på samme tid, og det vil det være.

Vi vil for altid være nogle andre.

Og når jeg siger vi, mener jeg mig, og du kan ikke nødvendigvis se det på mig, men jeg var soldat engang, og du skal vide, at vi er mange.