Sæt ord på det særlige med tryk på sær

Første gang, jeg mødte min svigerfar, var jeg nervøs.

Jørgen Olsen var næsten to meter høj og rødhåret. Han havde kørt kampvogn i 70’erne. Senere kørte han ambulance for Falck. Da han gik på pension, var det fra DSB.

Han havde haft uniform på hele sit liv.

Når Jørgen sagde noget, lyttede man. Og nu stod han der i stuen og rakte en stor hånd frem – og jeg var ærlig talt i tvivl, om jeg selv syntes, jeg var god nok til Hanne. 

Men da Jørgen fandt ud af, at jeg havde været kampsoldat – ovenikøbet i Oksbøl, hvor han selv havde været – og da Hanne nævnte, at jeg havde været udsendt til Afghanistan, gik han ud i køkkenet, hentede to kolde øl og rakte mig den ene.

"Skål," sagde han.

Og det var det.

Så var jeg godkendt. 

Vi talte tit om Forsvaret. Om Afghanistan. Om øvelserne. Om forskellen på en god og en dårlig officer. Alt det der.

Jørgen gav mig ligesom lov til at være stolt i de samtaler. Han kendte mig, selvom han ikke kendte mig. Og sådan havde jeg det også med ham.

Vi var soldater i hver vores tid, men vi forstod hinanden. Bare sådan. Da Jørgen døde, mistede jeg ikke bare min svigerfar. Jeg mistede en kammerat. 

At være veteran betyder for mig, at jeg har mange kammerater over hele Danmark.

Jeg har talt med hundredvis af tidligere soldater gennem årene. Og selvom de fortæller om krige og konflikter, jeg ikke selv har været en del af, føler jeg altid, at vi kender hinanden. At lige om lidt bliver der hentet to øl – og så er vi kammerater. Fordi det er vi allerede. 

Vi er opdraget på samme måde. Vi kigger ud på verden gennem det samme vindue. Vi er en særlig familie, som man skal gøre sig fortjent til at være en del af. Og lige dér ligger stoltheden: At vi gjorde det. 

En veteran er ofte et menneske, der har besøgt et hjørne af verden, som meget få kender til. Det kræver noget særligt at forstå. Men netop derfor er der en gave gemt i det hjørne, hvis man vælger at fortælle om det.

Ikke kun for dem, der lytter – men også for én selv.

For det er kun gennem de historier, vi fortæller, at vi for alvor finder ud af, hvem vi er, når vi ikke længere er soldater – men veteraner. 

Hvis jeg kunne ændre én ting i måden vi taler om veteraner og med veteraner, så er det, at færre veteraner gav op midt i de samtaler. For ja – det er svært at forklare.

Vi har set ting, der ligger uden for kategori. Du var der ikke, så du forstår det ikke. Den sætning. Jeg har selv tænkt den. Mange gange. 

Jeg har prøvet, at nogen spurgte, om jeg har ptsd, før de spurgte, hvad jeg laver i dag. Eller om jeg har slået nogen ihjel.

Det gør noget ved mig hver gang.

Men netop derfor er det vigtigt at blive ved med at tale. Hvis man har overskuddet.  

Jeg tror også, at det er dér, vi kan mødes med resten af Danmark. 

Selvom vores historier er særlige, er følelsen ikke unik. Der er mange, der kender følelsen af at være misforstået – eller fanget i en fordom.

Advokater er fulde af løgn. Blondiner er dumme – bare ikke ligeså dumme som amerikanere. Kokke råber og tager coke. Københavnere er lidt for smarte. Alle jyder har en trailer, købt for sorte penge. Og SOSU-assistenter? Ja, de tørrer røv på gamle mennesker. Det er fordomme. 

Og det bliver jeg som veteran også ramt af.

Men det er nu engang prisen for at have været et sted, de færreste har været. Og det var jo netop dét, jeg godt kunne lide ved at være soldat: At det var noget særligt.  

At være kampsoldat er én lang uddannelse i mange forskellige ting. Skydning. Førstehjælp. Samarbejde. Overlevelse. Sådan noget.

Det er en uddannelse – men i Forsvaret får man ikke karakterer. Man bliver en karakter. En ganske særlig karakter. Med tryk på sær. 

Og når vi fortæller vores historier, er der en mulighed for at blive forstået. Set. Anerkendt for den karakter, vi er blevet.

Det er mere værd end den fineste medalje.

Og det koster sjældent mere end to øl. 

Skål.