Tænk, tast, tilgiv

Selv dem, der siger, de hader krig, elsker histori­erne. De elsker historier om helte og spioner, om D-dag, Flammen og Citronen, Anne Frank og Berlinmuren, om Tordenskjold, Churchill og alle dem, der blev dænget til i 1864.

De elsker historier om dem, der blev sendt til Vietnam, og dem, der allerede boede der, om de sårede, de faldne og dem, der stadig står, men som aldrig glemmer Første, Anden og Tredje Verdens­krig, som kommer lige om lidt, og den er der selvfølgelig ingen, der glæder sig til, men hi­stori­erne bliver eddermame gode.

Altså bagefter.

Det er historier skrevet på bagsiden af medaljen, og det er sket i virkeligheden. Det er det, det gør det så uhyggeligt. Men det er også det, der gør det ekstra spændende.

Krig er verdens største guilty pleasure. Der er intet nyt fra Vestfronten, der er sådanset ikke sket en skid siden 1918, men det bliver der stadig lavet tonsvis af lune popcorn på.

Det er - i runde tal - 100 procent nemmere at sælge en film om skuddet i Sarajevo end om fredsaftalen i Versailles.

For selv dem, der siger, de hader krig, elsker hi­storierne, og dem kan du jo fortælle mange af. Du har selv oplevet det. Du har været i krig.

Herude betyder det nærmest ingenting, hvilken rang du havde, og hvor god du var til at være sol­dat, for det er vildt nok, at du har været udsendt. Spørgsmålene kommer helt af sig selv:

»Hvorfor tog du af sted?«

»Var det hårdt, tungt, svært, farligt?«

»Savnede du din mor?«

»Har du så ptsd?«

»Hvor farlig er Rusland?«

»Skød du nogen?«

»Var du på Slagelse Kaserne? Så kender du da Morten, gør du ik?«

Det er dig, der bestemmer, hvad der sker i den samtale. Det er dine oplevelser. Du skylder ingen­ting. Men hvis du vælger at fortælle dine historier, er der en ting, du med fordel kan tænke over:

Du har glemt, hvor meget du har lært.

Tænk tilbage på din værnepligt, de allerførste uger i uniform. Dengang baretten sad dumt, og du glemte at tage den af, når du gik ind, og tage den på, når du gik ud. Dengang du fik styr på stumperne, og du lærte at tænke, taste og tale for første gang. Dengang du fandt ud af, at det hedder slø­ring, bælter og kampvogn.

Alle de ting ved du. Nu.

Det er meget længe siden, du sidst har tænkt over, hvorfor en lomme kun er en rigtig lomme, når den er lukket.

De fleste civile ved mindre om Forsvaret, end du gjorde, da du var værnepligtig. Det er godt at huske på. Det pifter ligesom den værste irritation. Herude møder du ofte mennesker, som meget gerne vil tale om krig og soldater, og det er rimelig random, hvad der falder ud af munden på folk, for de ved kun det, de har læst på nettet, hørt fra de­res farfar og set på Netflix, og det føles tit, som om alle samtaler begynder med en fordom.

Du har været ansat et sted, som for mange men­nesker er et mystisk univers fuld af pigtråd, våben og militære hemmeligheder. Et univers beboet af uniformerede mænd og kvinder med turpas til farlige lande, hvor de sætter livet på spil og sover 14 sekunder med støvlerne på, inden de kører ud igen og løber lige ind i verdens brændpunkter med rank ryg og hvide knoer.

Det er ligesom på film, bare i virkeligheden. Så­dan er Forsvaret. Medmindre man selv har været der.

Det var jo også en af de ting, der gjorde det fedt at være soldat. At det var noget særligt. At du ople­vede nogle vilde ting. At du var en af dem, der kunne. En af dem, der turde. Det ligger der en stolthed i. Du gjorde det fanme!

Det er ret vildt, hvis man lige tænker over det, og det synes de civile også.

Den militære verden er bare så fjern for dem. Selvom de har set Saving Private Ryan, selvom de har læst Tom Buk-Swientys bøger om Dybbøl og Dinesen, selvom DR2 sender noget om Hitler hver tredje formiddag, og selvom de både har set Armadillo og Band of Brothers, og de har hørt om Taliban, Operation Storm og vejsidebom­ber, så har det jo ikke rigtig noget med dig at gøre, eller har det? Og de siger ting som camouflage, tank og larvefødder, fordi det hedder det.

Herude.

Det er dig, der er den mærkelige. Du er omringet af civile. Du bor hos dem nu. Det er dig, der kom­mer fra et fremmed univers, som de fleste kun har hørt om.

Du kunne lige så godt have været på månen.

Tilgiv deres spørgsmål. De ved ikke bedre, og du har glemt, hvor meget du har lært. Husk på dig selv som værnepligtig. Fortæl en krigshistorie eller to, imens du stadig kan huske dem, men gør det for din egen skyld, også selvom det er svært.

Det er kun, hvis folk omkring dig forstår, hvad du har lavet, at de kan anerkende dig for det.

En dag holder folk op med at spørge. Der kommer en ny krig med friske soldater, og så er din krig kun en gammel, men god historie. Sådan er det. Pludselig er det hele længe siden.

Hvis du har noget at fortælle, så gør det nu.