Herkules falder ned fra sofaen
Kære Hanne
Vi ser Herkules Falder til en særvisning for veteraner og pårørende i Dagmar Teatret i København.
Bagefter taler jeg med dig om, hvordan du synes, Afghanistan sidder i mig.
Vi har været sammen i ni år, og jeg kender svaret, men jeg spørger alligevel:
”Har du nogensinde været bange for mig?”
”Ja, især når du falder i søvn på sofaen,” siger du.
Da vi lærte hinanden at kende, vækkede du mig med en forsigtig pegefinger på en storetå, fordi jeg tit blev forskrækket. Jeg ville sætte mig op med vilde øjne og slynge en arm ud i rummet.
Jeg har heldigvis aldrig ramt dig.
Vi har mest bare grint af det. Fordi det er lidt mærkeligt, at jeg er en mand, der kræver en sikkerhedsafstand på en sofa.
Vågn op, far
I Herkules Falder spiller Dar Salim den danske veteran Youssef, som en aften falder i søvn på sofaen ved siden af sin søn. Han drømmer. Sønnen prøver at vække ham:
”Far. Vågn op.”
Så vågner Youssef på voldsom vis. Han kan slet ikke komme ud af drømmen. Han tager kvælertag på sin søn.
Sort skærm.
Filmen er hverken dokumentar eller fiktion. Dar Salim spiller en veteran, men de andre veteraner i filmen er virkelige. Det er deres historier, der bliver fortalt. Deres kamp for at besvare spørgsmålet:
Hvem er jeg, når jeg ikke længere er soldat?
Youssef får et ophold på et natur-retreat for veteraner på Strynø. Han bor i en skurvogn, fælder træer, spiser på faste tidspunkter, bliver undervist i mindfulness.
En dag slagter de et får, og Youssef vakler ud af laden, koldsvedende. En af de andre veteraner siger:
”Det er bare et flashback. Det er ikke farligt.”
Det får en anden vægt, når en rigtig veteran siger sådan: Det er bare et flashback.
Fin fortid
Jeg har ingen mareridt eller flashbacks, og når jeg går i seng, falder jeg i søvn på tre sekunder. Sådan har det været i flere år nu.
Min overgang fra soldat til civil var hård, men jeg er ikke traumatiseret af min tid i Afghanistan. Min fortid sidder fint i mig, men den sidder der stadig.
Det er dét, du mærker, når du vækker mig på sofaen. At jeg stadig har mine vaner.
Mange veteraner vil kunne spejle sig i Herkules Falder, men samtidig kender vi jo allerede alt det, den viser.
Har jeg så lyst til at anbefale pårørende at se en veteran tage kvælertag på sin søn og smadre sin familie, men så rejse til Strynø, hvor han hurtigt trives i en skurvogn i noget, der minder om en militærlejr?
Når jeg siger det så firkantet, peger det mere bagud end fremad.
Men det korte svar er ja.
Vi er ikke glemt
I filmen sidder en gruppe danske veteraner rundt om et havebord og taler om, hvordan de har det. Det lyder som en lille ting, men det er det ikke.
Da jeg begyndte som værnepligtig i 2003, var der meget lidt hjælp til dem, der havde været udsendt før mig. Veterancentret fandtes ikke endnu. Debriefinger var en halv kaffepause, og samtaler om psykiske efterreaktioner var noget underligt noget.
Den scene på Strynø viser, hvor langt vi er kommet.
Jeg har hørt mange veteraner sige, at de er bange for at blive glemt, og at folk aldrig vil forstå, hvad vi har lavet derude.
Du var der ikke, du forstår det ikke. Dén sætning.
Dar Salim viser det modsatte.
Han har forstået, hvad det vil sige at være veteran. Han er veteran i den film, og han har ikke glemt os.
Ligesom hundredvis af andre danskere, der hver dag – privat, offentligt og frivilligt – sætter fokus på veteraner og pårørende.
Vi bør også anerkende dem, der anerkender os.
Herkules Falder er ét af mange eksempler.
Op og videre
Det sker, at du griner af mig, når jeg står op om morgenen. Det er hastigheden. Jeg vågner og rejser mig op i én bevægelse.
Arbejdsbukser på, bælte på plads, hund klappes, kaffe sluges, sikkerhedssko spændes.
Jeg er effektiv om morgenen. Op og videre.
Det griner du af, og det skal du også. Du holder mig i vater, prikker til mine særheder.
Jeg sagde selv ja til den flybillet til Afghanistan for længe siden, og det havde konsekvenser. For mig, for Afghanistan, for dig, Hanne.
Det var mig, der snørede de støvler.
Det er mit ansvar at få styr på mig selv. Soldat er jeg ikke længere, men du er her stadig, og du vil mig det bedste.
Herkules Falder er et kærligt skub fra én veteran til en anden. Et skub, der siger:
Det er jo ikke okay, at du er nervøs, når du vækker mig på sofaen.
Enten holder jeg mig vågen, eller også gør jeg noget ved det. Så nu, 16 år efter jeg kom hjem fra den ørken, er jeg midt i et forløb hos Veterancentret.
Ikke for at kvæle den sidste rest af soldat i mig, men fordi den gamle soldat har min tilladelse til at blive endnu bedre.
Uden dig kunne alle krige jo være lige meget.
Jimmy
