Du var der ikke, du forstår det ikke
Kære Veteran
Jeg har tit hørt andre veteraner sige, at ingen nogensinde kommer til at forstå, hvad vi lavede derude.
Du var der ikke, du forstår det ikke.
Den sætning vil jeg gerne udfordre.
Selvfølgelig kan man ikke forklare en hel verden på fem sætninger hen over en dessert.
Det skal vi heller ikke.
Men vi skal kunne sætte ord på vores gamle liv overfor de mennesker, der betyder noget for os. De har brug for at forstå os, og vi har brug for, at de gør det.
Hvis vi gerne vil anerkendes for det liv, vi har levet i uniform, skal vi sætte ord på det liv. Og de ord må komme fra os.
Der er ikke andre muligheder.
Men vi må gerne låne fra andre, der allerede har sat gode ord på. Det gør jeg tit.
Sebastian Junger. Anthony Loyd. Thomas Dinesen. William Broyles. Emil Arenholt Mosekjær. Anders Puck Nielsen. Lawrence Wright. Nagieb Khaja.
På grund af Thomas Dinesens ord forstår jeg, hvordan Første Verdenskrig var for ham, selvom jeg aldrig har været der.
På grund af Sebastian Jungers ord forstår jeg, at kammeratskabet blandt soldater sagtens kan forklares, så alle kan forstå det.
På grund af Emil Arenholt Mosekjærs bog Soldaterhjerte har jeg forstået, at han skriver grundigt om danske veteraner, og jeg skriver fra hoften.
Det er det, ord kan.
Psykopaten forstår
At sætte ord på vores oplevelser er en måde at få styr på dem. Det er en solid måde at tage kontrollen. Over historierne. Over vores liv.
Der ligger en enorm magt i at kunne sætte ord på sig selv, men det kræver øvelse. Ligesom alt andet.
Her er nogle af mine historier fra Afghanistan, som jeg har øvet mig på i årevis:
Det ene øjeblik så jeg en politibetjent, der var så skæv, at han ikke kunne se ud af øjnene. Han stod bare og savlede på sin riffel.
Det næste øjeblik lå jeg i en grøft og kiggede på Martin, der var helt hvid i hovedet, fordi vi var midt i et angreb, og fordi vi lige havde hørt på radioen, at fjenden måske gemte sig i træerne over os.
Det ene øjeblik sad jeg i Cook House og smilede høfligt til en kok fra Sri Lanka, som havde forsøgt at lave danske frikadeller, og det var ikke gået særlig godt.
Det næste øjeblik hørte vi et brag. To talibanere havde forsøgt at bygge en vejsidebombe, og den var gået af i hænderne på dem. Tolkene jublede hen over aftensmaden, og jeg smilede. Det var første gang, jeg smilede over nogens død.
Det ene øjeblik stod jeg foran en mineramt lastbil i en sandørken. Det næste øjeblik vågnede jeg i min seng i Holstebro.
Hvor meget mere behøver jeg forklare?
De sætninger forstår de fleste. Det ved jeg, fordi jeg tit har sagt dem højt.
Hvis jeg skal forklare noget, er det sætningen:
Det var første gang, jeg smilede over nogens død.
Men det er kun mig, der synes, den skal uddybes. Jeg er bange for, at folk synes, jeg er psykopat.
Det er min angst for at blive misforstået.
Men det er en virkelighed, som kun bliver farlig, hvis jeg ikke tør røre ved den, og det har jeg lige gjort.
Folk forstår mere, end vi tror.
Bordtennis med syv bolde
Jeg har flere gange selv sagt det, fordi det er en effektiv måde at lukke en samtale:
Du var der ikke, du forstår det ikke.
Så slipper jeg for at sige mere, når jeg i forvejen er træt, eller når samtalen er på vej ud på et sidespor om forsvarspolitik, våben, Taliban eller Anders Fogh Rasmussen.
Det er en måde at give op på.
Du var der ikke, du forstår det ikke.
Jeg har altid sagt det i samtaler, hvor jeg ikke orkede at tage kampen om nuancerne.
At tale om krig i den civile verden føles for os gamle soldater som at spille bordtennis med syv bolde på én gang; holdningerne ryger rundt i alle retninger.
De andres verdenssyn
Men jeg ved godt, hvorfor vi har det sådan.
Fordi vi engang var en del af en gruppe, der gik sammen i meget lang tid. Vi fik den samme opdragelse, de samme briefinger, de samme oplevelser.
Vi havde det samme tøj på. Vi fik det samme verdenssyn.
Selvfølgelig kunne vi være uenige, selvfølgelig kunne vi diskutere ting, men vi tvivlede aldrig på det mest grundlæggende:
At verden har brug for soldater.
At man ikke altid kan tale freden frem. Det kan blive nødvendigt at bruge våben.
At folk dør i krig, nogle gange de forkerte, men nogen må kæmpe, nogen må gøre noget, ellers falder alting fra hinanden.
Det var vores fælles fortælling.
Den fortælling bliver udfordret i det civile samfund, hvor folk har andre verdenssyn.
Sproget er broen
Der er meget få ting, der for alvor kan forstås, medmindre man selv oplever det.
Du skulle have været der.
Det siger folk tit.
Hvis jeg ville have dig til at forstå, hvordan det var at arbejde på Radio24syv, hvordan dokumentaren om veteranen Henrik Martin Andersen blev optaget og fortalt, ville det være nemmere, hvis jeg tog dig med til Peru.
Men det kan jeg ikke.
Jeg kan kun fortælle om det. Sætte ord på. Det er det eneste redskab, vi har.
Sproget er broen mellem mennesker.
Årh.
Det var irriterende sagt, det ved jeg godt, men sådan er det.
Og før broen kan bruges, skal vi selv forstå, hvad vi vil sige. Først når vi har forstået os selv, kan vi forklare andre, hvad vi lavede derude, og hvordan vi har det med det.
Vi skal tage kontrollen over vores egne historier. For vores egen skyld. Og for vores pårørendes. Det handler om at se verden gennem det samme vindue.
Du var der ikke, du forstår det ikke.
Den sætning kan også være en måde at holde folk ude på.
Har du tænkt på det?
Det er en måde at sige: Du har ikke set dét, jeg har set. Du aner ikke noget om verden.
Den sætning siger lige så meget om os.
At vi måske gerne vil være mystiske. At vi måske gerne vil være hemmelige.
De gamle kammerater
Men der er nogen, der allerede forstår os. Dem, der var med. Kammeraterne.
De er et godt sted at holde liv i historierne.
De var der. De forstår.
Kammeraterne kan være limen mellem fortid og nutid. Ikke for at holde fast i datiden, men for at komme videre på en god måde.
Vi behøver ikke ses hver uge, men vi har brug for nogle få mennesker, som kan sige:
Sådan husker jeg det også.
Eller: Sådan husker jeg det slet ikke.
Vi har brug for de gamle kammerater til at holde vores hukommelse i vater. Det er en evig debriefing.
Det er ikke sentimentalt. Det er vigtig vedligeholdelse.
Og som alt andet i overgangen fra soldat til civil kræver det disciplin.
Den har vi heldigvis allerede.
Jimmy
