Det er en meget personlig ting at sige til Morten Messerschmidt
Kære Veteran
Senere i dag sætter jeg mig foran en mikrofon sammen med Morten Messerschmidt for at optage et afsnit af podcasten Ikke et ord om politik.
Vi skal tale om min rutsjetur.
Min vej ud af Forsvaret og ind i journalistikken, ned i et par sorte huller og tilbage på benene igen.
Psykiatri. Kontanthjælp. Diagnose.
Soldat. Journalist. Gartner.
Den historie har jeg fortalt mange gange, og det gør jeg gerne, fordi der ligger noget vigtigt i selve handlingen: at fortælle om det, jeg har stået i.
Det er også derfor, jeg skriver Veteranbrevet.
Køl og frys
At sætte ord på verden er at ordne verden. Det er en måde at sige: Den oplevelse skal i dén kasse.
Jeg laver selv kasserne. Jeg fylder sætninger i dem, når de er klar. Jeg sætter dem på hylden, når jeg har talt dem ud, skrevet dem ned, tænkt dem færdig.
Her er et lille eksempel: Hvorfor kan jeg bedre lide at sige maniodepressiv. Og ikke bipolar?
Fordi bipolar lyder som et køleskab. Et af dem, der både har køl og frys.
Da den sætning røg igennem fingrene, var det nemt at se, at jeg har en tendens til at smile min diagnose hele vejen ned i maven.
Jeg vil samtidig gerne være på tværs: Når det nu hedder bipolar i dag, holder jeg stædigt fast i maniodepressiv.
Så er dén tanke ordnet.
Historiens fysik
Det er det, jeg skal senere i dag hos Morten Messerschmidt.
Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, når jeg hiver den gamle historie ned fra hylden og fortæller den igen, men det er hele øvelsen: at genfortælle historien med alt det, jeg er nu.
Det handler om at tage magten over sin egen historie, og det gode ved at skrive ting ned er, at det kommer ud i strakt arm.
Historien får sin egen fysik.
Jeg kan stå ved siden af den og kommentere, kritisere, debattere, smadre den, hvis det skal være.
Historien er min, men den har ikke magten over mig. Den æder mig ikke op indefra. Jeg bestemmer.
Jeg har for eksempel bestemt, at min historie, min rutsjetur, sagtens kan skrives så kort, at den kan læses på to minutter, og den ligger i bunden af dette veteranbrev og venter på dig.
Ud af ensomheden
Mit håb er, at andre kan spejle sig i min historie. At de kan se, at der findes en vej gennem psykiatrien, kommunen, depressionen. Alt det der.
Men det, der altid sker, når jeg fortæller den – og som jeg har oplevet tit, når jeg holder foredrag – er, at jeg opdager, hvor mange vi er.
Alle kæmper med noget.
Vi tror tit, vi er alene med vores skævheder, vores nætter, vores depressive mellemrum, vores sære tanker, fordi sådan føles det, når man står midt i det.
At man står alene med det hele.
Det kræver overskud at sige ting højt eller skrive dem ned, men i den handling ligger vejen til at føle sig forbundet. Det er en måde at komme ud af ensomheden.
Det kender jeg også.
Det er en rar sætning.
Det er derfor, jeg besøger Morten Messerschmidt i dag.
For at vise, at man sagtens kan bevæge sig gennem sit eget mørke uden at skamme sig halvt ihjel, men også for at finde ud af, hvordan historien lander hos mig selv i dag.
Da jeg begyndte at skrive dette Veteranbrev, anede jeg ikke, at jeg ville trykke præcis de her sætninger ned i tastaturet. Men sådan er det, når man først får slået et hul. Det ene ord tager det andet, og jeg tager med.
Når podcasten udkommer, smider jeg linket lige her:
Pas på dig selv imens.
Herunder får du, som lovet, min rutsjetur på to minutter.
Jimmy
Soldat. Journalist. Gartner.
Jeg er en psykisk syg krigsveteran, og det er en meget personlig ting at sige til Morten Messerschmidt, men hæng på, for det handler ikke om politik.
I 2015 blev jeg hjulpet ud af min lejlighed i Ballerup og kørt hjem på mit gamle drengeværelse af mine forældre.
Jeg var depressiv for anden gang i mit liv, og jeg vidste ikke hvorfor.
Jeg gik i stå midt i samtaler.
Bare sådan åben mund og døde øjne.
Jeg kom til læge og fortalte det, jeg nu kunne.
Tidligere soldat.
Udsendt, ja. Helmand.
Siden journalist på Radio24syv.
Det gik fint, indtil det gik ad helvede til.
Så gik det fint igen, og så gik jeg helt i stå.
Jeg kom til psykiater og fortalte det hele én gang til.
Jeg var på turné i systemet.
Kaffe, ja, mange tak.
Jeg blev udredt.
Det var en meget gennemsigtig situation.
Jeg fortalte. De tog noter.
Jeg fortalte. De samlede på symptomer.
Jeg lignede et menneske, der havde ligget under vand en uge.
Hævet og fersk.
Jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke se film.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om handlingen og huske den.
Jeg fandt en kanal på mine forældres tv, der kun viste trailere.
Den så jeg i dagevis.
En sygeplejerske gav en status.
De kiggede på ptsd, sagde hun.
De kiggede på adhd og personlighedsforstyrrelser.
Hun fortalte mig om ICD-10; hvordan det virker.
Hun spurgte ind til min fortid, min opvækst.
Soldat, ja, Helmandprovinsen.
Rimelig intenst, ja.
Nej, aldrig mareridt.
Jeg sover fint.
Når jeg sover.
Min psykiater havde 300 patienter.
Jeg så ham tre gange på de to år, jeg kom i Risskov.
Sidste gang, jeg så ham, var da jeg fik min diagnose.
De var helt sikre, sagde han på norsk.
Du er bipolar, Jimmy.
Maniodepressiv, sagde man engang. Det kan jeg bedre lide.
Bipolar lyder som et køleskab. Et af dem, der både har køl og frys.
Det tog fire år.
Det tog fire år, før min depression var væk, før min medicin var på plads, før jeg vidste nok om at være bipolar. Før jeg kunne klare mig selv.
Det tog fire år, før jeg kom i gang igen.
Det var en slags arbejde at være arbejdsløs.
Jeg begyndte som gartner.
Jeg ville udenfor, bare ud.
Det har været den bedste medicin; at stikke fingrene i jorden og leve i årstiderne.
Det vigtigste var mine pårørende.
Og den store hjælp i psykiatrien.
Resten er jeg selv skyld i.
Det kan jeg snakke længe om, og det gør jeg tit.
Jeg er soldat.
Jeg er journalist.
Jeg er gartner.
Jeg er okay.
