Krig er verdens største guilty pleasure
Kære Pacifist
Du har ret.
Verden ville være bedre uden våben, uden bomber, uden krig. Det er alle fornuftige mennesker enige i.
Du sparker en åben dør ind, når du kæmper for en fredelig verden.
Det var en dum formulering, undskyld. Du sparker aldrig døre ind. Det er mig, der gør det.
Jeg prøver ikke på at være sjov eller noget. Vi kender ikke hinanden. Det er bare det, jeg forsøger at sige.
Min pointe er, at alle er enige om, at krig er frygteligt. Krig er død. Ødelagte liv og lemmer. Smadrede huse. Knuste drømme.
Det ved alle. Især tidligere soldater som mig. Lad os i stedet banke forsigtigt på en dør, der binder en smule:
Hvorfor elsker vi krig?
Når jeg siger vi, mener jeg alle. Undtagen dig.
Vi elsker krig.
Og når jeg siger elsker, mener jeg ikke kun på afstand. Altså krigsfilm. Krigslitteratur. At sidde i biografen eller i en lun lænestol og lappe alle de vilde, vanvittige og absurd gode krigshistorier i sig på sikker afstand af det hele.
Det holder vi meget af.
Der er intet nyt fra Vestfronten, der er sådanset ikke sket en skid siden 1914, men det bliver der stadig lavet lune popcorn på.
Krig er verdens største guilty pleasure.
Men vi elsker også den ægte vare, den ægte krig, og det er lidt mere besværligt at skrive, selvom det er rigtigt.
Alle er frivillige
Da jeg begyndte som værnepligtig i Hæren i 2003, var vi 60 procent frivillige i Forsvaret.
Så rullede Irak-krigen derudaf, og det samme gjorde krigen i Afghanistan. Vi hørte om veteraner, der boede i skoven. Om alle de civile tab derude.
Vi hørte om ildkampe i Helmandprovinsen, der blev sammenlignet med 1864, og vi så kister komme hjem med døde soldater igen og igen. Flere hundrede blev såret. Endnu flere blev psykisk såret.
Det var nogle voldsomme år, hvor det var umuligt at overse, at en aktivistisk udenrigspolitik koster liv.
Derfor tænkte jeg, at antallet af frivillige i Forsvaret måtte falde.
Men nej.
I 2022 – året efter afslutningen på Afghanistankrigen – var antallet 100 procent.
Alle var frivillige.
Værnepligten blev også forkortet til fire måneder i den periode, hvilket helt sikkert har haft en betydning, men det er ikke hele historien.
Vi er et fredeligt land, der elsker at sige, at vi opfandt hyggen, men der er alligevel mange unge danskere, der gerne vil være krigere. Og mange af dem vil gerne sendes ud, hvor der virkelig sker noget.
De vil gerne prøve det. De vil gerne se, om de kan holde til det. De vil gerne hjælpe og kæmpe, opleve kammeratskabet, bide skeer med sig selv og fjenden.
Det giver mening for mig. Men giver det mening for dig?
Helten og skurken
Hver eneste gang verden brænder et sted, og det gør den tit og hele tiden – 9/11, Syrien, Ukraine, Sudan – bliver vi alle sammen suget ind i det.
Der er noget magnetisk over krig og konflikt, fordi der er så meget på spil. Folk dør jo.
Men der er også noget andet, noget ældre og mørkere. En mærkelig tiltrækning. Noget krigerisk. Øje for øje, du ved. Noget, vi helst ikke vil indrømme ligger i os, fordi det strider imod alt det, vi ellers står for:
Demokrati. Frihed. Fred.
Der er næsten ikke noget bedre end at være på hold med dem, der gør det rigtige, og alle mennesker er sjovt nok på det rigtige hold, og derfor tilbyder krig en uendelig samtale om helte og skurke, angreb og forsvar, og så trækker vi en streg i sandet, siger vi og peger på de andre. Der er aldrig nogen, der er skurken i deres egen fortælling.
Selvom du hader vold, ved du godt, hvordan den fortælling virker.
Hvis man som jeg har deltaget i en krig, er det også et af de få steder i et helt menneskeliv, hvor man faktisk kan blive til en helt.
Men kun hvis man er ekstra god.
En medalje til mig
Jeg skriver ikke det her for at ødelægge julestemningen, men fordi du må føle dig ret ensom for tiden.
Der dukker nye krige op hele tiden.
Hvis der nogensinde skulle komme en alien, der hang derude på kanten af atmosfæren og med klare øjne kiggede ned på Jorden, ville konklusionen komme hurtigt:
Mennesker elsker krig.
Men det er i dén sætning, en tidligere kampsoldat som mig og en pacifist som dig kan mødes.
Spørgsmålet er ikke, hvordan vi stopper krig. Spørgsmålet er heller ikke, hvordan krige begynder, for der er en årsag til alle krige, og en krig til alle årsager.
Det spørgsmål, der kræver mod at se i øjnene, og som er nøglen til at få en fredelig verden, er:
Hvorfor hænger vi medaljer på sådan en som mig?
Jimmy
