Til jer derhjemme

Flagdagstale 2024: I er de pårørende. I er vores mødre og fædre, vores mænd og koner, kærester, børn, søskende.

I er vores familie.

I er dem, der blev tilbage, og vi er dem, der blev sendt ud.

I var det sidste kram, inden flyet lettede, og I var det første kram, da turen sluttede, og vi endelig landede igen.

Hjemme.

Lad mig derfor i dag, på flagdagen, den officielle dag for Danmarks udsendte, anerkende jer, som altid har anerkendt os.

Vi fik ordren på kasernen en helt almindelig onsdag eller sådan noget, og vi kom hjem og fortalte om opgaven, missionen, at nu var det nu.

I forstod, bakkede op, og så var vi videre, ud af døren og på øvelse, på MISU.

Først tre måneder i Oksbøl og så tre måneder på Kuffen. Eller nej, jeg mener: meget vigtig skarpskydning i Borris.

I tog med til infomøder og powerpoint på kasernen, og I sagde: Shit, seks måneder, er du sikker?

I hjalp med farvelfesten, I løftede kampvesten, og I kørte den lange tur til lufthavnen. I var stolte og nervøse, og så lettede vi.

Vi gik ombord på det fly og fløj ud på horisonten, ud mod de fjerne krige, hvor den vilde ild hærger, og hvor alting er på spil, men aldrig hele tiden. I vidste bare aldrig hvornår.

Kun når vi ringede hjem og var en lillebitte stemme i en satellit -telefon, så tit vi kunne.

Det kræver nerver.

I savnede os, var bekymrede, og I fik hverdagen til at hænge sammen uden os, men alligevel altid med os.

For vi var i den tallerken, der ikke skulle dækkes, vi var i skoene i baggangen, vi var i den stilhed, som ikke var der, da vi var der. Sådan noget.

Der har måske også været en time eller tre, hvor det var meget rart lige at være lidt alene, og det kan vi sagtens forstå.

Eller det skal vi forstå, fordi det er i grunden ret tarveligt at melde sig frivilligt til krig og rejse fra det hele. Bare sådan.

Det kan da godt være, at vi rejste ud og kæmpede for landet, for friheden, for demokratiet og alt det der, men I blev derhjemme og kæmpede for resten af verden.

Det kalder på mange ting. Et stående bifald for eksempel.

Et af de lange.

Dagen i dag handler om at anerkende dem, der rejste ud for Danmark. Alle veteraner fra alle mulige missioner og alverdens krige og konflikter, og der er mange.

Både de veteraner, der vendte hjem og dem, vi har mistet og mindes, og der er også mange, desværre.  

Flagdagen er en dag, hvor hele Danmark slår ring om veteranerne og siger: Godt arbejde. Tak, fordi I gjorde det.

Det mindste, vi veteraner kan gøre, er at kigge ud på vores pårørende. Ud på jer, der har slået ring om os i årevis. Og så i kor sige den sætning, som vi også sagde til hinanden, imens vi var udsendt:

Det er altid værst for dem derhjemme.

Det må I gerne huske os på, hvis vi glemmer det.

Det er også jer, som bagefter, siden og helt frem til nu, altså hver eneste dag, lever med os og alle vores vaner.

 Alle vores lukkede lommer. Alle vores særheder. Alle vores gamle historier, som langsomt bliver bedre og bedre, og det er næsten ikke til at holde ud. Det ved jeg godt. Eller nej, det ved vi godt. For det ved vi godt.

Kære pårørende. Tak. Tak for jeres tålmodighed, og tak for jeres kærlighed.

I bliver kaldt baglandet, men I er jo sådanset hele vores landskab.

Uden jer kunne alle krige være lige meget.